I gennem en lang periode har I stort set alle steder hørt tale om skolereformen – helhedsskolen. Mange forældre og børn har i den forbindelse, udtrykt stor bekymring for barnets/den unges fritidstilbud her på Højvang.
Hvad kommer der til at ske, hvilke konsekvenser får det og har vi stadig et aktivt fritidscenter i vores bydel?
Jeg er nu i stand til at give alle et overblik. Et overblik der på en gang vil fortælle jer om alt det nye, men så sandelig også gerne skulle efterlade alle børn, unge og forældre med et stort smil på læben.
Skolereformen betyder kort fortalt for Højvangs vedkommende, at vi frigiver ca. 13 timer om ugen til støtte på Højvangskolen. Her vil vi indgå i et tæt forpligtende samarbejde omkring enkelte klassetrin og/eller opgaver, som vi i fællesskab skal søge at løse. Opgaveløsningen evalueres efter et år.
Herudover frigiver vi ressourcer til at undervise (seminarer) på skoler i kommunen. Disse seminarer er en del af det forebyggende arbejde og omhandler rygning, alkohol og rusmidler. En opgave der før er løst herfra, og som derfor falder os naturligt.
Med andre ord, har helhedsskole tænkningen betydet, at Højvang ikke mister ressourcer, men placerer en del af vores timer, i for os, naturlige opgaver.
Fritidsklubben:
Efter sommerferien åbner fritidsklubben klokken 14, da børnene først har fri der. Enkelte af børnene kan endog følges med pædagogen fra Højvang, der har gjort tjeneste på skolen, tilbage til klubben. Her vil vi så være klar til at møde og tage imod børnene, og aktivitets mulighederne starter for de som lyster.
Vi udvider åbningstiden hver dag til klokken 18 i fritidsklubben. Endvidere vil der om fredagen være mulighed for forskellige arrangementer/aktiviteter helt frem til klokken 22.00. Fredag aften vil efter sommerferien bliver tænkt ind, som den aften hvor der målrettes særlige aktivitets tilbud. Programmet/planerne for fredagene, må alle gerne komme med gode ideer til.
Fællesskabet og det at der er plads til alle er stadig i højsædet på Højvang. Åbningstiderne fredag aften vil også gælde for specialgruppebørnene.
Ungdomsklubben:
Den fortsætter uændret med åbningstider tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 17.30 – 22.00.
Så kære alle sammen! Helhedsskolen har haft nogle konsekvenser, og der vil nok til stadighed være mange holdninger til dette. Højvang går ind i det arbejde, der skal udføres med skolen, med såvel engagement og professionalisme. Vi ved vi kan bistå med noget rigtigt godt.
Fritidslivet for de 10-18 årige i Svenstrup, vil stadig have fritidscentret Højvang, som et væsentligt omdrejningspunkt.
Der vil stadig være fuld skrue på aktiviteterne ude som inde. Der vil stadig være glade, smilende og engagerede personaler der tager hånd om dagligdagens og dit barns udfordringer.
Vi ser frem til vores nye arbejdsopgaver og de nye åbningstider efter sommer. Vi glæder os – virkeligt.
Hermed en åben invitation til alle – store som små – at tage snakken med os – blande jer – inspirere os, så vi til stadighed bliver dygtigere og hele tiden kan optimere vores praksis.
Et fantastisk forår og sommer ønskes til alle.
Venlig hilsen Henrik Leth-Nielsen